19. december 2020 – Kære klubmedlemmer

Opdatering vedrørende Corona

Dansk Golf Union skrev til os den 17. december, at fra den 25. december og frem til den 3. januar vil detailhandlen blive lukket ned. For golfklubben betyder det, at proshoppen /golfbutikken skal være lukket.
Derfor er sekretariatet lukket fra den 25. december til den 3. januar. I kan stadig gå ind og udskrive scorekort og bruge dametoilettet og handicaptoilettet.

Vi har igen ansøgt DIF og DGU om tilskud fra Corona hjælpepuljen til dækning af vort tab af indtægter vedr. bl.a. aflysning af Ebelgolf turneringen og manglende omsætning i klubhuset og har fået bevilliget yderligere kr. 22.271 som klubben allerede har modtaget.

Ny ansættelse

Vi har ansat greenkeeper Ralph Siddons som starter den 15. marts 2021.
Ralph har været greenkeeperlærling i Ebeltoft Golf Club 2010 til 2014, så han kender vor bane indgående. Ralph kommer fra Lyngbygård Golfbane, hvor han har arbejdet som greenkeeper de sidste 3 år.
Vi ser frem til samarbejdet med Ralph og glæder os til at han og vor chefgreenkeeper Jacob Fredberg sammen står for ansvaret for vor skønne bane i 2021.

 

Mer’Golf 2021 for kr. 800

I 2021 kan klubbens medlemmer igen købe Mer’Golf medlemskab, der giver mulighed for frit spil på banerne i Grenaa, Norddjurs, Mollerup og Søhøjlandet i sommersæsonen 1.4. – 31.10.
I vintersæsonen 1.11. – 31.3. kan der spilles mod merbetaling kr. 100 pr. runde til den enkelte klub.
Hvis du vil spille Mer’Golf i 2021 skal du sende en mail til post@ebeltoft.golfclub.dk, så vil klubsekretær Gitte sørge for det bliver registreret i Golfbox.
Beløbet kr. 800 bedes overført til golfklubbens konto: 4920 4920558593 med angivelse af DGU nr. og Mer’Golf.

Brugstyveri

Vi har desværre nogle gange i løbet af de sidste måneder været plaget af tyveri af buggier fra klubområdet, som har resulteret i, at flere buggier er blevet beskadigede og ødelagte.
Tyverierne er blevet politianmeldt og nogle af tyvene har fået bøde og anmærkning på straffeattesten, mens andre er gået fri. Der er etableret et godt samarbejde mellem skole, socialforvaltningen og politiet (SSP) ligesom Natteravnene er opmærksomme på hvad der er sket.
Kæder med lås er igen opsat ved buggyparkeringen og bedes sat på efter hver ud- og indkørsel.
Da klubhuset ikke kan anvendes til ophold grundet Corona p.t. aflåses klubhuset hver dag kl 16.30.

Nyt vedr. medlemsskaber / priser i 2021

Bestyrelsen har på seneste bestyrelsesmøde besluttet, at lave en rabatordning således at Juniorer indtil videre kan få medlemskab af vor klub for kr. 500 om året. For øjeblikket har vi 1 juniorspiller og vi vil gerne have flere og tror det lavere kontingent måske kan motivere flere til indmeldelse i klubben.

Der kan spilles Pay and Play fredage fra kl. 12 mod betaling af greenfee og forudbestilling i sekretariatet af tid senest på dagen kl. 12.

Prøvemedlemsskab 2021 begynder primo april og slutter 1. november og koster kr. 200. Prøvemedlemmerne benytter Par 3 banen.
Når prøvemedlemmet har bestået regelprøven og er klar til spil på den stor bane og ønsker at spille den, kan man blive Begyndermedlem for kr. 750 frem til 31.10.

Generalforsamling mandag, den 25. januar 2021
Da klubhuset ikke kan rumme mere end 60 deltagere til generalforsamling grundet Corona restriktioner, har vi i bestyrelsen besluttet, at holde generalforsamlingen i Fregatten Jyllands Auditorium, som giver mulighed for, at alle der har lyst til at deltage i generalforsamlingen får mulighed for det.
Indkaldelse til generalforsamlingen fremsendes i starten af 2021.

TAK TAK TAK TAK TAK og GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

TAK til klubbens medlemmer der har ydet en stor frivillige indsats i 2020 – uden jeres ihærdige indsats på banen, i klubberne i klubben, i klubhuset, omkring klubhuset, under turneringerne, på Ryttergården, på træningsbanen, på driving range – overalt – kunne vor klub ikke eksistere.
TAK til vore dygtige og stabile medarbejdere og ihærdige baneformand – I gør et stort ansvarligt, fleksibelt og engageret arbejde.
TAK til vore uundværlige Sponsorer der på trods af Corona stadig støtter op om vor klub.
TAK til alle klubbens medlemmer fordi I har valgt at vor dejlige golfbane skal være jeres hjemmebane.
TAK til bestyrelsen for et konstruktivt og rummeligt samarbejde.

Bestyrelsen
Jette Glargaard

a

Anlægsarbejder i vinteren 2020-21

Hvert år forsøger vi at realisere en bid af den udviklingsplan for banen, som er skitseret i det vedtagne program: ”Ide, Målsætning og Plan for Ebeltoft Golfbane 2020-2030”
Hvis vi skulle gå efter de projekter, som vil have størst værdi for banen, skulle vi tage fat på f.eks. et nyt hul 2 gennem skoven mellem hul 1 og nuværende hul 2, eller udvidelse af green 14 eller 15, men vi er styret af et budget på kr. 25.000 og vores arbejdskapacitet: en gravemaskine, en skovl, en rive og halvanden mand.
Så de store projekter må vente, men indenfor de givne begrænsninger kan vi alligevel godt lave nogle ting, som gør banen bedre og mere regulær.
Som man kan se rundt omkring i landskabet er vi i gang med :
– sti ved udgangen fra 1. green (færdig)
– sti fra 2. green til 3. teested (færdig)
– nyt rødt/ blåt teested på hul 6 i højre side, så udslagsvinklen bliver ind i fairway og ikke ud af fairway
– nyt rødt teested på hul 7, så hullet bliver kortere og green mere synlig
– udvidelse af gul tee på hul 8, så det bedre klarer slitagen
– rydning af nogle træer og buskads i højre side af hul 8
– anlæggelse af to fairwaybunkers i højre side af hul 8, for at stoppe nogle af boldene på vej ned i skoven
– forlængelse af stien ud fra teestederne på hul 10 (færdig)
– opbygning af nogle høje bag 13. green for at skabe en visuel og spillemæssig baggrund for greenen.
– skæring af bunkerkanter og opretning af sandlag
Dertil kommer i de næste par måneder så langt kræfterne måtte række:
– etablering af sprinklere foran green 1 og 18, hvor græsset på skråningen har dårlige vækstbetingelser
– udvidelse af blå tee på hul 15, så det evt. kan bruges som gul tee, så hullet kan få en fair par 3-længde.
– sti ved teestederne på hul 7
– sti op fra 17. green
– forlængelse af stopvolden i venstre side af fairway 18 mod træningsbanen
– plantning af nogle træer bl.a. i roughen mellem hul 1 og 18, til lokalisering af de (mange) skæve drives
– trimning af diverse træer og buske rundt omkring
Til nogle af disse arbejder har vi god og nødvendig hjælp af frivillige, og det kan godt være, at vi kalder på nogle flere, når der skal finpudses på anlægsarbejderne til foråret.
Der er givetvis nogen, der vil spørge: er al det nu også nødvendigt? Nej, det er det ikke, men det er godt.
Der er sikkert også nogen, der hellere ville have nogle andre forbedringer, men dette er altså, hvad det blev til i denne omgang

Baneformanden

10. december 2020.

Kære klubmedlemmer

Opdatering omkring særlige Corona restriktioner gældende til den 3. januar.

Dansk Golf Union skriver i dag:

Kære formænd og klubledelser

På dagens pressemøde i Sundhedsministeriet blev der indført yderligere tiltag for at begrænse coronasmitten.
De restriktioner der pr. 9. december blev indført i 38 kommuner indføres nu også i yderligere 31 kommuner og omfatter: hele Region Sjælland, hele Region Midtjylland samt Aalborg, Fredericia, Vejle og Middelfart kommuner.
Restriktionerne i de nye 31 kommuner gælder fra i morgen kl. 16 til og med den 3. januar.
For disse kommuner gælder, udover de landsdækkende restriktioner, desuden følgende udvalgte restriktioner:

• Serveringssteder (restauranter, caféer, barer mv.) skal holde lukket for servering til indtagelse på stedet. Der er fortsat mulighed for take-away.
• Arbejdsgivere opfordres kraftigt til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for at varetage deres arbejde uden fysisk fremmøde på arbejdspladsen, gør dette.
• Steder, hvor der udøves idræts-, forenings- og fritidsaktiviteter, skal holde indendørsarealer lukket for offentligheden. Professionelle idrætsudøvere kan fortsat anvende indendørsarealer, som er lukket for offentligheden. Der kan fortsat afvikles udendørsaktiviteter.
• Muligheden for at være op til 50 personer til stede ved idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år ophæves. Der må herefter som udgangspunkt kun være 10 personer til stede på samme sted samtidig ved sådanne aktiviteter.

For golfsporten betyder det, at der kan spilles golf og afvikles turneringer og træning udendørs sålænge forsamlingsforbuddet på 10 personer overholdes. Til gengæld skal indendørs faciliteter som klubhuse, herunder cafeer og restauranter (undtaget take-away) være lukkede. Ligeledes skal indendørs træningsområder være lukkede.
Administrationslokaler, proshops, og toiletter kan være åbne.

Det betyder, at der fra i morgen fredag, den 11. december kl 16.00 kun er adgang til klubhusets underetage, dametoilet og handicaptoilet.

Bestyrelsen
Jette Glargaard

22. november 2020

Kære klubmedlemmer

Vintergolf og Hole in One
Hver weekend her i vinterhalvåret deltager og dyster mere end 60 af klubbens golfspillere – individuelt, som par og i holdmatcher og man kan tilmelde sig hele vinterhalvåret på golfbox.
Ebeltoft Golf Clubs Vintergolf aktiviteter er rettet mod alle klubbens medlemmer – både drevne golfspillere og også klubbens nye medlemmer, der har gennemgået begyndertræningen og regelundervisningen i sommerhalvåret 2020.
Hele organiseringen omkring disse vinteraktiviteter sker på frivillig basis og har stor betydning for klubben og alle klubbens deltagende medlemmer, der på den måde får holdt golfspillet og det sociale ved lige henover vinteren.
Lørdag den 7. november slog Søren Elming, der også deltager i klubbens Vintergolf, det perfekte slag på hul 3 og fik Hole in One – noget af en bedrift og det var endda 2. gang Søren får Hole in One på banen, idet han også fik Hole in One i 2010 på banens hul 7.
Hver gang en spiller får Hole in One på Ebeltoft Golf Clubs bane, kvitterer Kvickly, Ebeltoft med en god flaske whisky til den dygtige golfspiller.

Klubbens økonomi
Regnskabsåret har været ekstremt udfordret grundet Corona og bestyrelsen har været meget opmærksom på alle forhold, såvel indtægter som udgifter.
Selvom regnskabet ikke er revideret, – der kommer nogle hensættelser m.m., så kan vi heldigvis konstatere, at året har været en økonomisk succes.
Vi har haft rigtig mange greenfee gæster, sponsorindtægterne er steget, takket være en ihærdig indsats og vi har fortsat styret udgifterne med ’hård hånd’ (sparet kr. 83.363) hvilket betyder, at vi i år har forbedret resultatet til et overskud på kr. 328.755 efter renter og afskrivning, mod det budgetterede kr. 10.000.
Det betyder bl.a., at vi for første gang i mange år ikke har haft likviditetsudfordringer og deraf et væsentlig mindre træk på foreningens kassekredit.
På medlemssiden kan vi, selvom der også i år var mange udmeldelser, konstaterer stor tilfredshed med medlemstallet pr. 1.11.2020: Senior 295, Flex 38, Ungsenior 5, Longdistance 9, junior 1, passive 8 = i alt 356 medlemmer. Stor ros til begynderteamet.

Fællesmøde og Corona restriktioner
Fællesmøde mellem klubbens ansvarlige og klubberne i klubben vil først blive afholdt i starten det nye år grundet Corona restriktionerne.
Restriktionerne er stadig, at der i bagrummet skal bæres mundbind og at der i stueetagen skal bæres mundbind og at der kun må være max 10 person i klubhusets stueetage, da man ikke sidder ned.
I klublokalet på 1. sal, må der max være 30 personer – opdelt i minimum 3 grupper – god afstand mellem grupperne og man skal bære mundbind indenfor i klubhuset – dog må man tage det af, når man sidder ned. Bordene må ikke flyttes.

Generalforsamling mandag, den 25. januar 2021
Da klubhuset ikke kan rumme mere end 60 deltagere til generalforsamling grundet Corona restriktioner, har vi i bestyrelsen besluttet, at holde generalforsamlingen i Fregatten Jyllands Auditorium, som giver mulighed for, at alle der har lyst til at deltage i generalforsamlingen får mulighed for det. Indkaldelse til generalforsamlingen fremsendes i starten af 2021.

Vinterbane
Vinterbane har nu været en realitet fra i onsdags, den 18. november.
Lad os sammen huske hinanden på nogle af banens ’færdselsregler’ – vi går ikke med vogn mellem green og bunker – vi går ikke med vogn på forklædet – vi lægger græstørv på plads – vi retter nedslagsmærker op på green – vi nyder spillet på vor smukke bane, der efter at have været hård og tør i sommer står så flot grøn overalt.

Bestyrelsen
Jette Glargaard

Vinterbane fra og med onsdag d. 18. nov. 2020

Vinterbane fra og med onsdag d. 18. nov. 2020

Selvom banen er flot grøn, er den våd og blød og derfor sårbar, og sårene læges ikke nu, hvor græsvæksten ophører. Det er især hårdt ved teestederne, når fødderne roterer rundt og køllen tager jordprøver. Og buggierne laver spor og spin. Vi går derfor over til Vinterbane fra og med onsdag d. 18. november fra daggry.
Vinterbane betyder, at der spilles som om sommeren, med følgende modifikationer:

 

Banelukning

Banen kan lukkes i rimfrost, snevejr og kraftigt tøvejr. Det vil ikke altid være praktisk muligt at annoncere en lukning i forvejen, men lukningen vil nok være selvindlysende. En god indikator er, at banen er hvid, og selv hunden ikke vil ud.

 

Teesteder  
Der er kun gul og rød bane i vinter.

Den gule bane spilles fra de blå teesteder på hullerne: 1-5-10-12-13-14-15-17 og 18. Fra måtter på hullerne: 3-7-16.
Fra det gamle gule teested på hul 2-8-11.
Fra provisorisk teested foran de normale gule teesteder på hullerne: 4-6-9

Den røde bane spilles fra de sædvanlige teesteder, undtagen hul 9 fra provisorisk teested foran og hul 15 fra måtte.

 

Fairways

På Fairways må bolden spilles som den ligger, eller lejeforbedres eller slås fra måtte. Scores tæller til handicap regulering, medmindre der spilles fra måtte.
I matcher skal matchledelsen fastlægge, hvordan bolden skal spilles.

 

Bunkers og rough.

Spilles som om sommeren. Bunkers glattes med sko eller jern, når der ikke er river.

 

Greens

Spilles som om sommeren (men nedslagsmærker oprettes)

 

Course rating, handicapindex og scorekort.

Vinterbanen har Course Rating og Slope. Konverteringstabel er ophængt i klubhuset. Handicapindex er uændret. Scorekort er tilpasset vinterbanen og udskrives normalt.

 

Trolley og  Buggy.

Trolley må bruges, men det henstilles, at man bruger bærebag. (7 køller er alt nok). Kørsel med privat buggy kræver skriftlig tilladelse fra Bestyrelsen, efter skriftlig og begrundet ansøgning til Sekretariatet.

 

Bestyrelsen og Baneformanden                                                              14.11.2020

2. november 2020

Kære Klubmedlemmer

Korrektion vedr. forsamlingsrestriktioner

Vedrørende forsamlingsrestriktionerne, har flere af klubbens medlemmer reageret og vendt tilbage til bestyrelsen om, at vi nok har fortolket udmeldingen fra DGU forkert. Dejligt, at vi ved fælles hjælp kan komme igennem disse krisetider på bedste vis – tak til Flemming Schütt og Steen Kok for hjælpen.

Anbefalingerne er svære at fortolke samtidig med at vi skal have rettidig omhu, – vi har i bestyrelsen besluttet, at der stadig i bagrummet og stueetagen kun må være max 10 person da man ikke sidder ned.

I klublokalet på 1. sal, må der max være 30 personer – opdelt i minimum 3 grupper og ingen samlet selskab over 10 personer – god afstand mellem grupperne og man skal bære mundbind indenfor i klubhuset – dog må man tage det af, når man sidder ned. Bordene må ikke flyttes.

Bestyrelsen

Jette Glargaard

 

Par 3 Bane Mesterskab 2020

Den ”nye” par 3 bane er endnu ikke helt udvokset, men dog så meget at vi har kunnet afholde det første Par 3 Bane Mesterskab i klubbens historie.

 

 

En ny bane skal dog lige testes inden den tages i brug, og det gjorde et af klubbens yngste håb, August i fin stil et par dage inden mesterskabet.

Den nye bane er blevet en rigtig golfbane med 2 teesteder på hvert af de 3 huller, regulære greens, bunkers, rough, out of bounds, strafområder og med tiden også nogle træer.
Både gamle og nye spillere kan således få trænet de fleste af spillets facetter på det kompakte anlæg, hvor man kan spille 9 huller på under en time.

Det var da også både nye og gamle, der deltog i mesterskabet, 15 i alt.
Efter 9 hullers slagspilskvalifikation gik de 8 bedste videre til hulspilskampe over 3 huller, så det gjaldt om at være på fra starten.

Flere af kampene måtte ud i sudden death omspil, og fra en plads midt på banen kunne tilskuerne følge med i kampene på alle hullerne. Det er der ikke mange baner der kan prale af!

 

Vinder af mesterskabspokalen blev Lotte Kornum, som slog Martin Isgaard i finalen.
I kampen om bronzemedaljen vandt Anne Mette Rasmussen over Flemming Schütt.

 

Mesterskabet blev spillet med handicap. Bedste bruttoscore og dermed banerekorden for 9 huller stod Jacob Fredberg for med 26 slag, et slag under par.

Pokal og medaljer blev på olympisk vis overrakt af formanden Jette Glargaard.

Banen er nu lukket igen, så den kan få fred til at vokse sig stor og stærk indtil foråret, hvor den åbnes for almindeligt spil.

 

Banearbejde

Som sædvanlig benytter vi vinteren til at udføre forskellige anlægsarbejder, som tilsigter at gøre banen til en bedre golfoplevelse for majoriteten af medlemmer og greenfeespillere.

Det første vi går i gang med, er at udbedre nogle af de mest ujævne stier med en belægning af stenmel, som vi i forvejen har på en del stier. Det medfører, at der vil være nogle områder med arealer under reparation med spilleforbud og dermed frit drop. Områderne vil ikke blive afmærkede, de burde give sig selv.

Det næste arbejde bliver udvidelse af det gule teested på hul 8 og anlæggelse af 2 bunkers i højre side af samme hul for at begrænse antallet af (slicede) drives, der triller ud i skoven til sorg og glemsel.

Hvis vi har tid og kræfter til mere vil det være anlæggelse af et nyt rødt teested på hul 6 i højre side af fairway for en bedre indgangsvinkel til fairway.

Alle vores par 3 huller er (for) lange for de fleste af klubbens spillere, især damerne, derfor har vi planer om også at nå at anlægge et nyt rødt teested på hul 7 foran og til venstre for det nuværende, hvor det også kommer højere op end det nuværende, som så bliver blåt teested.

Baneformanden.

27 oktober 2020 Kære klubmedlemmer

Nye Covid19 – restriktioner

Fra mandag den 26. oktober trådte et nyt forsamlingsforbud på max 10 personer i kraft.
Det betyder, at officielle og uofficielle klubber i klubben ikke længere må forsamles mere end 10 personer ad gangen. I må gerne gå ud og spille golf med løbende start, men ingen samling før eller efter spillet. Så tilpas det således, at I løbende kommer og forlader klubben.
Fra torsdag den 29. oktober skal alle bære mundbind, når man færdes i klubhuset og i bagrummet. Mundbindet må tages af, når man sidder ned.

På banen må flagstængerne ikke berøres – der kommer igen “urtepotter” i hullerne, så man lader flaget blive i hullet.

Det er vigtigt, at alle overholder de udstukne regler, så vi kan blive ved med at spille golf og samtidig passe godt på hinanden.

 

Det nye handicapsystem

Nedenstående links kan anbefales for at lette forståelsen og det første link er vedr. udfyldelse af scorekort via mobiltelefon – det er en god måde at aflevere scorekort på – både nu og efter 1. januar.

 

https://www.danskgolfunion.dk/artikel/indsendelse-af-scorekort-golfbox-app

https://jwp.io/s/t4dovR0t  (husk lyd)

https://www.danskgolfunion.dk/artikel/nyt-handicap-med-f%C3%A6rre-end-20-scorekort

Golfundervisningen slutter nu – stort set

Med udgangen af oktober er det slut med golfundervisningen for i år.

Sidste dag med undervisning er således torsdag den 29. oktober. Det gælder både holdundervisning og individuelle lektioner.

Stort set i hvert fald, for det vil dog stadig være muligt at få individuelle lektioner om søndagen nogle uger endnu, muligvis hele november, hvis vejret arter sig. Og nu har vi jo også et udslagshus at hytte os i.

Undervisningen i november starter søndag den 8. november (søndag den 1. november er der Par 3 bane Mesterskab) og ligger kl. 11.00 – 12.00 og kl. 13.00 – 14.00. Lektioner bookes som hidtil på klubbens hjemmeside under Pro.

 

Spil med lejeforbedring

I uge 43 har der været spil med lejeforbedring på fairways på grund af vertikalskæring af fairways. Det lader vi fortsætte som en midlertidig Lokal Regel i de følgende uger, indtil vi går over til Vinterbane.

Tilladelsen til lejeforbedring på fairway skyldes de dårlige baneforhold efter vertikalskæringen og eftersåningen og ønsket om at beskytte banen.

Lejeforbedring kan ske enten ved at lægge bolden op på en græstot indenfor et scorekort eller op på en måtte, placeret der hvor bolden ligger. I begge tilfælde tæller scores til handicapregulering. Senere vil vi tage stilling til, om spil fra måtte skal være obligatorisk.

I øvrigt spilles banen som sædvanligt, men inden så længe, når græsvæksten ophører, vil vi gå over til vinterteesteder, men nærmere herom senere.

 

Par 3 bane Mesterskab

Husk der er Par 3 Bane Mesterskab i den kommende weekend. Slagspilskvalifikation fredag den 30.10. med start mellem kl. 14.00 og 16.00 og lørdag den 31.10 med start mellem kl. 10.00 og 12.00. Man må gerne spille flere kvalifikationsrunder, men hver runde koster kr. 25.
Hulspilsfinaler på søndag den 1.11. fra kl. 14.00 for de 8 bedste nettoscores.

Ingen forhåndstilmelding eller startliste, man vælger selv sit starttidspunkt inden for de nævnte tidsrum. Mød op i Udslagshuset på Driving Range med en spillepartner, betal matchfee og få dit scorekort.

Se i øvrigt tidligere udsendt Nyhedsmail.

 

Bestyrelsen

Jette Glargaard

 

11. oktober 2020 Kære klubmedlemmer

Corona
De nuværende restriktioner er forlænget til og med den 31. oktober.
Vi må max. være 50 personer forsamlet ude som inde.
Vi alle må fortsat tage vare på os selv og hinanden, spritte-/vaske hænder, holde høj hygiejne, hoste i ærmet og holde afstand, så vi forhåbentlig kan spille golf og dyrke det sociale i tiden fremover.

Årets sidste sponsorturnering var sponseret af Føtex, Ebeltoft
Søndag, den 4. oktober blev der spillet turnering med Føtex Ebeltoft som sponsor.
43 af klubbens medlemmer spillede Texas Scramble – et dejligt holdspil der blev spillet i det skønneste efterårsvejr – lunt, tørt og ikke blæsende.
Det vindende hold, hvor alle supplerede hinanden usædvanlig godt, bestod af Ole Nielsen, Kisse Mouritzen, Elisabeth Parkin & Ingvard Christensen, vandt med 54.5 slag. Tillykke med den flotte sejr.

Ebelgolf aflyst
Den traditionsrige og meget populære Ebelgolf turnering, der var fuldt tegnet og igen med venteliste, blev aflyst da det grundet forsamlingsrestriktionerne ikke ville være muligt at gennemføre turneringen med fælles morgenmad og efterfølgende middag. Der inviteres igen til Ebelgolf den 22. oktober 2021.

Sponsor- og hjælperturnering
Årets sidste turnering bliver holdt søndag, den 25. oktober og er for alle golfklubbens sponsorer og alle klubmedlemmer som kontinuerligt hjælper på banen, i klubhuset, i klubberne i klubben og ved turneringer.
Invitationer udsendes i disse dage.

Status modtaget fra baneserviceteamet:
Efter en sæsonstart med en del turbulens, Corona restriktioner, ny formand/quinde ved roret – opstod ideen om en Baneservice ordning, som virkelig skulle være primært funderet i service, specielt overfor vores dejlige banes gæster. Men selvfølgelig også for at servicere og møde klubbens egne medlemmer ude hvor spillet virkelig sker.
Vi er alle af den overbevisning, at tidligere tiders “ammestuehistorier” omkring vores bane, for hvert år der går, bliver gjort mere og mere til skamme.
Vi har en helt fantastisk bane, der bare bliver bedre og bedre. Yes, den er rå, den er hård, den afspejler årstiden – lidt ligesom en rigtig Skotsk linksbane – blot med lidt større buler. I denne ånd har vi forsøgt at møde såvel gæster, som egne medlemmer.
Der er total enighed om hos alle 6, incl. chefen, at ordningen har været en kæmpe succes. Vi har mødt golfspillere, der har rost banen til skyerne, som har haft en unik naturoplevelse og spillet golf i spillets grundlæggende ånd. Enkelte og dette primært klubbens egne medlemmer, har haft et par brokker – for hurtige greens, Baneservice holder i vejen og forstyrrer – Ja, sådanne småting kan vi nok ikke komme helt af med og for en god ordens skyld – så er det bagatelagtige oplevelser med manglende/ forkert betaling vi har oplevet i denne sæson – golfspillere er simpelthen, også gode folk 
Blot for en ordens skyld, så er Baneservice i EGC etableret mhp:
– At byde såvel gæster som egne medlemmer velkommen på banen.
– At sprede lidt af den ”sportsmanship” som egentlig ligger til grund for golfsporten.
– At overraske – måske med en kop kaffe, lidt hjælp, ja måske endda lidt forståelse for et skævt slag.
Baneservice i EGC er ikke primært skabt mhp:
– At ”fange” spillere der ikke har betalt.
– At skabe kæmpe omsætning til klubben – det der kommer ind lander selvfølgelig på et tørt sted.
Vi forsøger selvfølgelig at få golfspillet på vores bane til at foregå i en rigtig god og inspirerende atmosfære.
Hvis I, som klubbens medlemmer har kommentarer, eller måske endda konstruktive forslag, er i altid velkommen til at rette henvendelse via klubben mail.
Tusind tak for jeres måde at være på og rigtig god vintersæson fra hele Baneservice holdet – Børge Nissen, Henrik Krogh, Stephen Andersen, Carsten Moth og Lars P. Jørgensen – vi ses i 2021.

Det nye handicapsystem
John Brændgaard, den ansvarlige i klubben vedrørende Handicap & Regler, holder orienteringsaften i starten af 2021 omkring Det nye handicapsystem.
John Brændgaard kan kontaktes nu, hvis du har uopsættelige spørgsmål vedr. det nye handicapsystem på johnbraendgaard@gmail.com.

Fællesmøde
Fællesmøde mellem klubbens ansvarlige og klubberne i klubben vil blive afholdt i november måned og invitation følger.

Personale
Vores greenkeeperassistent Frank Frosch har desværre opsagt sin stilling og stopper med udgangen af året.
Vi har været meget tilfredse med Franks arbejde. Frank har været glad for at være her og glad for at arbejde under Jacobs ledelse.
Det har været sværere end forventet for Frank at få familielivet til at hænge sammen, når bopælen og familien er i Åbenrå.
Vi ønsker Frank held med et mere normalt arbejds- og familieliv.
Vi skal nu finde en ny assistent, helst med mekanikererfaring. Vi stiler efter at have en ny mand på plads fra 1. marts næste år.

Glatte fairways
I denne tid, hvor græsset stadig gror og er fugtigt hele tiden, er der risiko for at skride på fairways, både når man går, og når man kører i buggy.
Det gælder bl.a. på hul 5 i højre side lige før hjørnet og især på hul 2, hvor det er decideret farligt at forsøge at køre op ad bakken i buggy, – her skal man bruge asfaltstien fælles med hul 15.

Boldopsamleren
Desværre fungerer boldopsamleren ikke længere og vi skal, inden foråret 2021, have anskaffet et nyt køretøj hertil.
Det betyder, at træningsboldene er ’selvhentere’ lidt tidligere i år end vanligt.

Bestyrelsen
Jette Glargaard

Glatte fairways

I denne tid, hvor græsset stadig gror og er fugtigt hele tiden, er der risiko for at skride på fairways, både når man går, og når man kører i buggy.
Det gælder bla. på hul 5 i højre side lige før hjørnet og især på hul 2, hvor det er decideret farligt at forsøge at køre op ad bakken i buggy. Her skal man bruge asfaltstien fælles med hul 15.

Baneformanden

Boldopsamleren har opgivet ånden

Efter længere tids skranten og trods hurtig og professionel hjælp udåndede vores gamle og trofaste medarbejder på driving rangen i tirsdags. Det skete midt i arbejdet og lignede først et ildebefindende som følge af overanstrengelse; det er sket før, men denne gang var det alvor, motoren bankede voldsomt, pulsen faldt drastisk og svære rystelser gik gennem boldopsamlermaskinen. Fulgt af sit bedrøvede mandskab vaklede maskinen tungt stønnende op til sin plads og drog her sit sidste suk. Trods flere genoplivningsforsøg måtte fagfolkene konstatere, at det var slut, end ikke en organtransplantation ville have reddet vores arbejdskammerat.

Vi havde håbet, at den gamle slider havde holdt sig i live sæsonen ud, men sådan skulle det altså ikke gå. Det er ikke nemt lige at finde en afløser, medmindre vi køber en helt ny, og det har vi ikke råd til. Vi forsøger derfor at finde en udtjent, men dog brugbar bil, som opsamleraggregatet kan svejses på. Men der vil gå noget tid inden det er klaret, så indtil da må spillerne selv ud med spanden og samle bolde op. Boldene er så til gengæld gratis for alle.

Hvis nogen har eller kender til en mindre, solid, men overordentlig billig bil, som måske kan bruges til formålet, hører vi gerne fra vedkommende. Diesel er bedst, og den behøver ikke have bakkamera, Apple-CarPlay, metallak og alufælge, men fire hjul og mindst to brugbare gear er nødvendigt.

Baneformanden

Indvielse af Udslagshuset

I lørdags d. 26.september blev Udslagshuset på træningsbanen indviet. Det skete ved synkron klipning af båndet omkring huset foretaget af sponsoren Rene Rasmussen fra Jakob Tømrer og Jette Glargaard fra Bestyrelsen.

Efter skåler og tak til sponsoren og tillykke til golfklubben slog Rene Rasmussen det første slag ud af huset med appel og applaus.

Alle materialerne til huset, samt arbejdet med fundament, pålægning af tagpap og montering af tagrende er sponseret af Jakob Tømrer. Uden det var vi ikke kommet i hus med projektet.
Tegning og byggeri er udført med professionelt håndelag af Erik Pedersen, Ejvind Frandsen og Ib Helle, som jo også opførte et maskinskur på greenkeepergården sidste vinter.
Ellis Højgaard, Rita Sax, Bente Torp, Birgit Engsig og Leo Dam har grundet og malet det hele sort og giver det endda en gang mere senere, når træet har sat sig.

Huset indeholder 2 udslagspladser til frit brug; den største har træneren dog fortrinsret til, især i regnvejr. Der bliver opsat spejle, så man kan se sin egen særlige udgave af golfsvinget, endda fra flere vinkler.

Baneformanden