Banens historie

Bane arkitekt Frederik Dreyers beskrivelse og dagbog.

I istidens allersidste afsnit kom den saakaldte baltiske is fra Østersøen og blev presset op langs Jyllands østkyst. Den skød to gletscher tunger op i de to inderlavninger, der i dag hedder Kalø og Ebeltoft Vige og dannede de to randmoræner, der i smukke halvbuer kranser vigene mod nord.

Naar jeg kaster mig ud i geologiske beskrivelser, som jeg ingen indsigt har i, er det for at gøre mig selv den fornøjelse at citere Horst Meesenburg, der om den randmoræne, der løber fra Fuglsø nord om Ebeltoft Vig og ned mod Ebeltoft by skriver: »Ved denne Lillekøbing opløses regelmæssigheden i et regelløst virvar af smaabakker«. Denne sætning vil jeg gerne være medunderskriver paa, da det var i dette terræn, jeg i 1962 fik til opgave at planlægge en 18 hullers golfbane, der skulle høre til Hotel Hvide Hus.

Aage V. Jensen var dengang begyndt at opføre hotelbygningen. Han var i Sydfrankrig blevet begejstret for golfspillet og mente, at en golfbane ville være et aktiv for hotellet. Han handlede hurtigt og købte, dels af kommunen, dels af private, de arealer, hvor golfbanen nu ligger. Han havde i Københavns Golf Klub, hvor han spillede, faaet at vide, at jeg vidste alt om golfbaner og golfbanearkitektur. Det skal siges, at det var stærkt overdrevet. jeg havde nok skrevet om emnet i golfbladet, men jeg havde aldrig været med til en golfbanes anlæg, højst til at ændre bunkerplaceringen paa et enkelt hul paa banen i Dyrehaven.

Men Jeg gik trøstigt i gang med opgaven, skaffede kortmateriale og vandrede igennem terrænet paa kryds og tværs, mange gange endda. Det var langtfra let at faa atten huller til at lægge sig til rette som perler paa en snor. Korte huller kunne der være mange af, gode korte huller, og det var nødvendigt at anlægge fem for at kabalen skulle gaa op.

Anlægningen maatte ikke koste for meget og blev da ogsaa ret primitivt udført, hvilket kan mærkes den dag i dag. Der blev dog skabt vanding til alle greens, noget enestaaende dengang. H.H. Hansen projekterede dette anlæg ganske gratis.

Frederik Dreyer’s arbelds- og dagbog

Golfbanen ved HOTEL HVIDE HUS i Ebeltoft kommer til at ligge i to afdelinger, forbundet med en kort spadseretur gennem en skov, den ene med sine 5 huller paa Ebeltofts bymark, hvis gamle navne paa vangene er bevarede paa udskiftningskortet fra 1798: Kaysiig, Hontels Fald, Stiebanken, Fruehøjs Fald og Guemarens Fald. De øvrige 13 huller ligger højt oppe paa et kvadrat af marker, der har hørt til gaarde i landsbyen Boeslum, en samling firlængede straatækte gaarde med hvidkalkede mure delt op af sort tjæret bindingsværk tømmer. Landsbyen trykker sig ned i læ for vestenvinden bag høje bakker over mod Ebeltoft. Der er mager jord i disse bakker. I matrikulen fra 1688, hvor alle Danmarks utallige lange og smalle agre blev opmaalt og beskrevet af rødfrakkede officerer, der ikke sagde nej til bøndernes tilbud om brændevin og hjemmebrygget øl, omtales jordene i Callø Ambt, Mols Herridt, Draaby Sogn, Boeslum B?es, Øster Wang og Norder Wang som rødsand og graasand og let muld, og det har ikke forandret sig siden.

Heroppe løber smaadale og slugter i et sindrigt mønster mellem høje bakketoppe, Storkhøjene, Rævebakken og Spenserbakken. Der er vide udsyn over Ebeltoft Vig til Mols Bjerge og over de flade, afvandede enge, Gungerne, til Kattegat med Marsk Stigs ø Hjelm i sydøst. Paa den ene Storkhøj har der før været et sømærke. Det er vist paa Geodætisk Instituts kort fra 1890 og marineministeriet har endda ladet tinglæse en lejekontrakt paa 6 kvadratalen jord, men det er længe siden nogen ejer har faaet lejen betalt.

Sømærket stammer fra den tid, hvor man i krigstid slukkede fyrene langs de danske kyster og skulle kunne blusse fra højt liggende punkter. Sømærket er nu glemt, i Søkortarkivet benægter man enddog, at det nogensinde har eksisteret.

Det er friskt og karskt Jydsk land. Paa stejle skrænter, hvor ploven aldrig har været, vokser stridt firebladet græs og lyng. Det udanske grantræ, som tilslører saa mange jydske bakkeformer, er her kun sparsomt plantet, stort set ligger landet nøgent og frit, det kan uhindret tilegnes med øjet og ved vandring igennem dets stigning og fald, snart voldsomt, snart blidt, et utroligt og bølgende landskab, hvis væsen kunne være indfanget af jens Søndergaard som han har gjort det i sine billeder fra landet bag Bovbjerg. Her som der, er det maaske mest af alt lyset der skaber stedet og giver det dets holdning og indhold. Der er Jydsk himmel hele horisonten rundt med genskin fra den lavtvandede Ebeltoft Vig og fra Kattegats vældige havflade. Lyset kan heroppe staa i store skakter ned over bakkerne og bade dem i et isklart og gennemsigtigt skær, det kan lege med de fine og blege farver i græsset og de klare sandjordsblomsters gule, blaa og svagt røde kronblade og det kan lægge sig graat, dæmpet og lidt truende om en, saa at man føler sig ensom og langt borte fra den lille købstad nede ved vigen bag bakkerne. Blæsten er herre her. Den gaar hen over landskabets linjer, former og flader og fejer det rent, men i mange af de smaa dale er der læ og lunt i solen selvom vinden farer ovenover i jag fra bakketop til bakketop. Jeg saa første gang de to arealer, købstadens og landsbyens, en blæsende og regnvaad septemberdag. Det skulle undersøges, hvorledes der paa disse godt 85 tønder land kunne lægges en 18 hullers golfbane.

Jeg har et medfødt Jydsk nemme for terræn. det er en sans, der siger en hvor verdenshjørnerne er og fører med sig en fornemmelse af former og rum, der ubevidst fornemmes og erindres. Har jeg een gang spillet paa en golfbane, kan Jeg i mange aar huske de enkelte huller og deres indbyrdes beliggenhed. Men imellem disse bakker følte jeg det i begyndelsen, som om jeg blev holdt for nar. Tilsyneladende planløst og forvirrende væltede smaahøje og stejle bakkeskraaninger, dale og dybe huller sig imellem hinanden, et virvar af dansk land bragt sammen paa en plet. Der kunne anlægges de dejligste golfbuller her, men det var næsten umuligt at se, hvorledes den lange kæde af 18 grønne fairways, som en golfbane bestaar af, sammenhængende og fortløbende skulle sno sig igennem terrænet.

Jeg tog hjem til København og lod indtrykkene synke til bunds. Med støtte af et luftfotografi og et maalebordsblad begyndte jeg at tegne skitser, i hundredevis tror jeg. Paa byjorden, fra Boeslumvejen og op mod plantagen løber en smal slugt. Den ville være en foræring til enhver golfbane. Der kunne lægges huller her op igennem slugten, ned igennem den, der kunne spilles over den i drive og i andetslaget, især den sidste løsning var saa fristende, at den næsten ikke var til at komme fra. Slugten kunne paa sit smalleste sted bruges som Swilcan Burn paa det første hul paa St. Andrews med greenen placeret lige paa den anden side af fordybningen, men dette maatte opgives, for det var saa ikke muligt at anlægge de følgende huller uden at lade et stort areal ligge ubenyttet hen. Løsningen maatte blive et hul, der løber op gennem slugten med et spændende drive over en cirkulær dam ind i slugten til en meget smal fairway. Spilles drivet til venstre af frygt for vandhullet bliver det næste slag blindt, greenen er herfra skjult af et lille bakkefremspring. Et saadant hul er anlagt efter det strategiske princip. Spilleren bliver tvunget til paa teestedet at vælge sin rute til greenen. Placerer han ikke sin bold paa den rigtige sektor paa fairway, faar han et vanskeligt slag til greenen.

Hvis alle 18 huller paa en golfbane blev anlagt efter dette princip ville det blive for meget af det gode. det ville virke trættende, og det er ikke tilstræbt ved anlægget, men det dukker op igen og igen paa runden, for eksempel paa 5. hul, paa 9. og paa 10. og igen paa 13., 15. og paa 18.

Det vanskeligste areal var det, hvor de første huller skal ligge. det er ikke muligt at komme tilbage til startstedet efter ni hullers spil og igen starte ud paa 10. hul her.

Foruden en øvelsesbane kan der kun være fem huller paa dette terræn, og et par af dem bliver endda ret korte, et drive og et kort andetslag.

Det store højtliggende areal er i den henseende mere taknemmeligt, vanskelighederne her bestaar snarere i at ruten gennem terrænet let bliver for anstrengende, bakke op og bakke ned, der maatte skabes en fortsat vandring i Jævnt stigende tempo, afbrudt nu og da af bratte fald. Samtidig skulle det uundgaaelige blinde slag bringes ned paa et minimum og hullerne maatte naturligvis ikke krydse hinanden eller ligge for tæt, risikoen for farlige, lidt skæve slag skulle elimineres.

Ved mit andet besøg en maaned senere kunne jeg snart se, at den megen tumlen med detailtegningerne havde været frugtbar, hullerne lagde sig lydigt til rette i rigtig rækkefølge og dækker nu paa et par skitser de to omraader og venter paa at blive ført ud i livet.

Det, der efter min mening er det vigtigste ved anlægget af en golfbane, er Ikke omtalt endnu. Det er vanskeligt at omsætte i ord og drejer sig hovedsageligt om sans for rytme i den maade, hullerne følger hinanden paa og en fornemmelse af, hvorledes landskabet, ikke alene den del af banen, man just befinder sig paa, men ogsaa fjernere liggende dele, usynlige som synlige, ja, selv udsigten og horisonten skaber hullernes individuelle og samlede særpræg og karakter. Der skal ud af det eksisterende terræn, af dets særlige type, skabes et stykke kultiveret natur, der ved golfspillernes vandring igennem det langsomt afsløres for dem, saa at de ubevidst suger det ind og tilegner sig det som om de var tilskuere ved et skuespil, hvor de optrædendes karakter langsomt, men med større og større styrke udviklede sig for dem. Man kan i DANSK GOLF følge arbejdets gang. Banen dukker inddirekte op første gang i bladet i Julenummeret 1963, hvor Jensenius havde tegnet en farveforside formet som et »Glædelig jul« til Ebeltoft. I første nummer i 1964 skrives der: »Alle fairways er saaet til, de fleste greens er formet og greens vil blive saaet til i dette foraar.«. I bladets ottende nummer samme aar omtales indretningen af klubhus i Zoo’s primitive bygning. I maj nummeret 1965 putter Svend Tinning paa forsiden paa een af banens greens og i juli nummeret bringes en lang omtale af banens indvielse.

Der var blevet fremstillet et fint scorekort til aabningen med en tegning af banen. Opslaget med banetegningen er glimrende grafisk udformet, hvad klubbens nye scorekort ogsaa er. Dengang havde man ikke ensartede regler for farver paa bane afmærkninger, saaledes hedder det under lokale regler: »The boundaries of the course are inddicatred by black posts.« Nu skal vi vist til at ændre farverne paa teestederne.

Paa scorekortet – hvadenten det er gammelt eller nyt – ses det tydeligt, at der er golfhuller paa banen, der løber mod alle verdenshjørner. Det er een af de gode sider ved banen. Hvad man derimod ikke kan se er, at man befinder sig i et saare bakket landskab, der findes ingen sletter paa banen. Man bevæger sig over grønklædte bakker i grønne dale ned. Og i banens første aar var disse bakker og dale ganske uden bevoksning, naar der ses bort fra de to naaletræsbevoksninger, den ene langs med nuværende tiende hul og den anden paa bakkekammen, der skiller nuværende femte og tolvte fairways ad. Og der blev ikke plantet, det var en aaben golfbane der blev indviet 1 1965.

Det var ogsaa – var der mange der syntes – en anstrengende bane at spille. Der var især vandringen op til anden fairway, der tog pusten fra en del spillere. jeg husker, at Dansk Golf Union’s daværende formand Mogens Bredfeldt, der havde slaaet eet af aabningsslagene, ville orientere sig lidt paa banen og begyndte at spadsere adstadigt op til første green, der oprindelig laa lidt højere. Halvvejs oppe -af fairway opgav han stønnende idet han udbrød: »Den bane faar jeg aldrig at se«, hvorefter han vendte om og gik ned i hotellets bar. Det er nu ogsaa et ekstremt tilfælde.

Ved indvielsen blev alle sejl sat til. Borgmesteren slog indvielsesslaget, der var stor middag – paaklædning smoking – aabningsmatch næste dag – en foursomernatch med fine præmier.

Der blev aaret efter banens aabning stiftet en klub, hvis navn blev Djurslands Golf Klub. Datoen var den 16. april, og der var 35 medlemmer. Den 13. december blev klubben optaget som medlem af Dansk Golf Union.

Jeg har ikke været nogen flittig gæst paa banen gennem de godt tyve aar den har eksisteret. Jeg kan derfor ret klart se forskellene paa dengang og nu, noget der ikke er let for den der dagligt spiller paa den og ikke lægger mærke til den gradvise og langsomme forandring der sker paa banen og i dens omgivelser. Der er bygget meget omkring golfbanen, men heldigvis sløres byggeriet i nogen grad af bevoksning. Det er bedst at føle sig isoleret, naar man beskæftiger sig med golfspillets mysterier. Om selve baneanlægget vil jeg sige, at jeg ikke har noget at indvende mod den nuværende hulrækkefølge, men at jeg nok kunne ønske, at teesteder, deres overflader og omgivelser var bedre og bedre holdt, men jeg er ganske klar over, at det ikke kan lade sig gøre med den nuværende økonomi. Det samme gælder greens og deres omgivelser. En vel gennemtænkt, anderledes modellering af flere greens og greenomgivelser ville hæve banens standard. Kommer tid kommer raad maa man ønske.

Den mest slaaende forskel i banens udseende dengang og nu hænger sammen med den bevoksning der i dag er etableret. Oprindelig var, som nævnt, banens areal fuldstændig fri for bevoksning – bortset fra de to naaletræsplantninger. Man saa kun græs, klippet i forskellig højde og derfor af forskellig farve. Den tilkomne bevoksning er vistnok kommet dels ved plantning, dels ved selvsaaning. Der er efter min mening for mange fyrretræer imellem, hvad skal man med det udanske træ? De kan anvendes i klitterræn, hvor intet andet kan gro. jeg ville ønske at billedet i stedet blev domineret af ene, hybenroser, slaaen og tjørn, isprængt enkelte birke og røn. Maaske ogsaa lidt gyvel. Men for meget bør der ikke gro op, heller ikke af de her nævnte gode vækster.

Der bør og skal arbejdes med et saa dejligt landskab.

Frederik Dreyer