11. oktober 2020 Kære klubmedlemmer

Corona
De nuværende restriktioner er forlænget til og med den 31. oktober.
Vi må max. være 50 personer forsamlet ude som inde.
Vi alle må fortsat tage vare på os selv og hinanden, spritte-/vaske hænder, holde høj hygiejne, hoste i ærmet og holde afstand, så vi forhåbentlig kan spille golf og dyrke det sociale i tiden fremover.

Årets sidste sponsorturnering var sponseret af Føtex, Ebeltoft
Søndag, den 4. oktober blev der spillet turnering med Føtex Ebeltoft som sponsor.
43 af klubbens medlemmer spillede Texas Scramble – et dejligt holdspil der blev spillet i det skønneste efterårsvejr – lunt, tørt og ikke blæsende.
Det vindende hold, hvor alle supplerede hinanden usædvanlig godt, bestod af Ole Nielsen, Kisse Mouritzen, Elisabeth Parkin & Ingvard Christensen, vandt med 54.5 slag. Tillykke med den flotte sejr.

Ebelgolf aflyst
Den traditionsrige og meget populære Ebelgolf turnering, der var fuldt tegnet og igen med venteliste, blev aflyst da det grundet forsamlingsrestriktionerne ikke ville være muligt at gennemføre turneringen med fælles morgenmad og efterfølgende middag. Der inviteres igen til Ebelgolf den 22. oktober 2021.

Sponsor- og hjælperturnering
Årets sidste turnering bliver holdt søndag, den 25. oktober og er for alle golfklubbens sponsorer og alle klubmedlemmer som kontinuerligt hjælper på banen, i klubhuset, i klubberne i klubben og ved turneringer.
Invitationer udsendes i disse dage.

Status modtaget fra baneserviceteamet:
Efter en sæsonstart med en del turbulens, Corona restriktioner, ny formand/quinde ved roret – opstod ideen om en Baneservice ordning, som virkelig skulle være primært funderet i service, specielt overfor vores dejlige banes gæster. Men selvfølgelig også for at servicere og møde klubbens egne medlemmer ude hvor spillet virkelig sker.
Vi er alle af den overbevisning, at tidligere tiders “ammestuehistorier” omkring vores bane, for hvert år der går, bliver gjort mere og mere til skamme.
Vi har en helt fantastisk bane, der bare bliver bedre og bedre. Yes, den er rå, den er hård, den afspejler årstiden – lidt ligesom en rigtig Skotsk linksbane – blot med lidt større buler. I denne ånd har vi forsøgt at møde såvel gæster, som egne medlemmer.
Der er total enighed om hos alle 6, incl. chefen, at ordningen har været en kæmpe succes. Vi har mødt golfspillere, der har rost banen til skyerne, som har haft en unik naturoplevelse og spillet golf i spillets grundlæggende ånd. Enkelte og dette primært klubbens egne medlemmer, har haft et par brokker – for hurtige greens, Baneservice holder i vejen og forstyrrer – Ja, sådanne småting kan vi nok ikke komme helt af med og for en god ordens skyld – så er det bagatelagtige oplevelser med manglende/ forkert betaling vi har oplevet i denne sæson – golfspillere er simpelthen, også gode folk 
Blot for en ordens skyld, så er Baneservice i EGC etableret mhp:
– At byde såvel gæster som egne medlemmer velkommen på banen.
– At sprede lidt af den ”sportsmanship” som egentlig ligger til grund for golfsporten.
– At overraske – måske med en kop kaffe, lidt hjælp, ja måske endda lidt forståelse for et skævt slag.
Baneservice i EGC er ikke primært skabt mhp:
– At ”fange” spillere der ikke har betalt.
– At skabe kæmpe omsætning til klubben – det der kommer ind lander selvfølgelig på et tørt sted.
Vi forsøger selvfølgelig at få golfspillet på vores bane til at foregå i en rigtig god og inspirerende atmosfære.
Hvis I, som klubbens medlemmer har kommentarer, eller måske endda konstruktive forslag, er i altid velkommen til at rette henvendelse via klubben mail.
Tusind tak for jeres måde at være på og rigtig god vintersæson fra hele Baneservice holdet – Børge Nissen, Henrik Krogh, Stephen Andersen, Carsten Moth og Lars P. Jørgensen – vi ses i 2021.

Det nye handicapsystem
John Brændgaard, den ansvarlige i klubben vedrørende Handicap & Regler, holder orienteringsaften i starten af 2021 omkring Det nye handicapsystem.
John Brændgaard kan kontaktes nu, hvis du har uopsættelige spørgsmål vedr. det nye handicapsystem på johnbraendgaard@gmail.com.

Fællesmøde
Fællesmøde mellem klubbens ansvarlige og klubberne i klubben vil blive afholdt i november måned og invitation følger.

Personale
Vores greenkeeperassistent Frank Frosch har desværre opsagt sin stilling og stopper med udgangen af året.
Vi har været meget tilfredse med Franks arbejde. Frank har været glad for at være her og glad for at arbejde under Jacobs ledelse.
Det har været sværere end forventet for Frank at få familielivet til at hænge sammen, når bopælen og familien er i Åbenrå.
Vi ønsker Frank held med et mere normalt arbejds- og familieliv.
Vi skal nu finde en ny assistent, helst med mekanikererfaring. Vi stiler efter at have en ny mand på plads fra 1. marts næste år.

Glatte fairways
I denne tid, hvor græsset stadig gror og er fugtigt hele tiden, er der risiko for at skride på fairways, både når man går, og når man kører i buggy.
Det gælder bl.a. på hul 5 i højre side lige før hjørnet og især på hul 2, hvor det er decideret farligt at forsøge at køre op ad bakken i buggy, – her skal man bruge asfaltstien fælles med hul 15.

Boldopsamleren
Desværre fungerer boldopsamleren ikke længere og vi skal, inden foråret 2021, have anskaffet et nyt køretøj hertil.
Det betyder, at træningsboldene er ’selvhentere’ lidt tidligere i år end vanligt.

Bestyrelsen
Jette Glargaard