3.4.2022 – Sommerbanen er nu aktiv i Golfbox

Valget er dit – golfbox udskriver nu scorekort ud fra Handicap, så ønsker du at spille fra andet teested end det af Golfbox foreslåede, skal du rette tee på touchscreen.

Golfbox foreslår:

Damer:
Ligger du op til HCP 8 spilles Gul Tee
Ligger du fra HCP 8,1 til HCP 16 spilles Blå Tee

Ligger du fra HCP 16,1 til HCP 54 spilles Rød Tee

Herrer:
Ligger du op til HCP 24 spilles Gul Tee
Ligger du fra HCP 24,1 til HCP 36,0 spilles Blå Tee

Ligger du fra HCP 36,1 til HCP 54 spilles Rød Tee

Konverteringstabellerne er opdaterede på opslagstavlen og på hjemmesiden

 

Kvinder & Golf kampagnen

Et tilbud om et koncentreret 8 ugers forløb for kvinder, der starter den 28. april. Det koster kr. 1.299. Der er lige nu 17 interesserede og 7 har betalt. Vi har oprindeligt sat et minimum på 8 deltagere for at starte forløbet op og 12 deltagere som max. Hvis flere end 12 vil være med, har vi lavet aftale med Birgit Engsig, som så vil være træner sammen med vor Pro Henrik Jacobsen, så vi kan tilbyde alle interesserede at være med.

 

Vi er i bekneb

Har du derhjemme et kvindegolfsæt og en bag, du ikke længere bruger, har klubben meget brug for dette udstyr, da alle de kvinder der tilmelder sig kurset Kvinder & Golf, skal låne nødvendigt udstyr.

Vi gennemfører også i år vort sædvanlige program for prøvemedlemmer, der også låner udstyr af klubben under forløbet.

 

Skilte på banen

Bestyrelsen besluttede i januar måned at få lavet advarselsskilte til opsætning de steder, hvor ikke golfspillere og hundeejere med hunde går rundt på golfbanen.

Gitte Sejersen har sammen med Skomø fået udarbejdet forslag til skilte, som er godkendt af bestyrelsen og bestilt den 28. februar. Skiltene er modtaget og er ved at blive sat op strategiske steder på banen.

 

Klub- og Sponsorturneringer 2022

Alle turneringerne ligger i golfbox og de fleste er åbne for tilmelding. Har du spørgsmål til den enkelte turnering, kan du kontakte den eller de turneringsansvarlige.

HUSK at man selv kan vælge hvilken tee man vil spille fra – ønsket tee krydser man af, når man tilmelder sig turneringen.

 

DANSOMMER Match v/ Poul Svendsen lørdag, den 23. april.

Årets første sponsormatch spilles i år en lørdag, da vi gerne vil starte årets sponsormatcher med en fælles spisning. Der er løbende start fra kl 9.30 og der spilles Stableford i 3 lige store rækker. Der er spisning kl 19.00 i klubhuset med efterfølgende præmieoverrækkelse.

Det er Allan Steen og Michael Rosleff der er matchledere og vi håber at rigtig mange melder sig til matchen og støtter op om vor sponsor og denne match.

 

Golfens Dag den 24. april kl. 14 – 17

Kender du nogen, som kunne tænke sig at lære at spille golf, så inviter dem endelig til at komme til Golfens Dag. Her vil vi bl.a. præsentere de interesserede for det gode program klubben tilbyder for 200 kr.

Klubbens træning starter allerede for tilmeldte prøvemedlemmer den 10. april v/Pro Henrik Jacobsen.

 

Generalforsamling

Vi håber at se rigtig mange af Jer til generalforsamlingen i morgen den 4. april i Fregatten Jyllands auditorium.

 

Har du en ven/veninde, nabo, kollega eller mand/kone der kunne have glæde af golf, så kan du ved indskrivningen til generalforsamlingen i morgen, få udleveret et påskeæg, du kan give til den person, du vil invitere med til Spil Med Dagen den 8. maj.

 

HUSK at vi fra kl 18.00 holder reception for vor tidligere ansatte chefgreenkeeper Jacob Fredberg og starter generalforsamlingen kl. 19.

 

Bestyrelsen

Jette Glargaard