10. august – Kære klubmedlemmer

Seneste sponsormatch

Søndag den 2. august blev der afholdt Sparekassen Kronjylland Match.
60 motiverede golfspillere mødte op i smukt sommervejr til gunstart kl 9.00 hvor der blev spillet
både individuelt i 3 rækker og holdmatch.
Efter matchen blev der serveret grillpølser med hjemmebagt pølsebrød af kunderådgiver Sascha
Fakkenor Hansen og afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland Ebeltoft, Mik Steenfeldt.
Matchledere Stephen Andersen og Flemming Schütt kunne efter at have gennemgået alle
matchens scorer annoncere vinderne og de meget fine præmier sponseret af Sparekassen
Kronjylland blev uddelt.

Vindere af Sparekassen Kronjylland matchen:
A- rækken : Kenny Herringe
B- rækken : Stephen Andersen
C- rækken : Annette Ovesen

Vindere af holdmatch:
Ejvind Frandsen
Annette Ovesen
Annette Kambeck Andersen
Ingvard Christensen

Udslagsskur på træningsbanen

Alle rigtige golfbaner har et udslagshus på Driving Range, hvor de træningsivrige medlemmer kan
arbejde med svinget i al slags vejr, og (ikke mindst) hvor træneren kan hytte sit skind, pleje sin
magelighed og vise eleverne ved hjælp af spejle og andre remedier, hvor godt/skidt det står til
med teknikken.
Sådant et hus/skur skal vi selvfølgelig også have. Det har længe været på ønskesedlen og de første
udkast til budget, men har hver gang måttet vige pladsen for vigtigere sager.
Men nu sker der noget. Vi har fået de fornødne tilladelser fra kommunen (træningsbanen ligger på
kommunens jord), vi har de erfarne folk, som byggede maskinskuret, Erik Petersen, Ejvind
Frandsen og Ib Helle og vi har Ellis Højgaard, Rita Sax og Birgit Engsig til at male sort.
Men pengene! Erik har kalkuleret skuret til ca. 25.000 incl. moms. Hvor skal pengene komme fra?
Det viser sig at være overvældende enkelt: Et af vores nye medlemmer, Rene Rasmussen er
byggeleder hos Jakob Tømrerfirma A/S. Han er seriøs med sin golf, og så sandelig også når han
sponserer. Han leverer alle materialer, ned til den mindste skrue kvit og frit.
Erik har dog måttet ændre lidt på projektet: Rene er temmelig høj med et stort sving, så skuret
skal være 5 cm højere!
Materialerne er leveret, opførelsen går i gang mandag morgen i uge 33 og forventes at tage 2-3
uger afhængig af, hvor meget golf byggefolkene skal spille ind imellem de svinger hammeren.

Fairways

Vores fairways lider under tørken og varmen, så hvis det fortsætter, vil vi springe nogle klipninger
over, og prøve at hæve klippehøjden. Det vil give en ujævn græsvækst, men det er vel bedre end
slet ingen.
Til efteråret, når der forhåbentlig er kommet noget vand, vil vi overflade-verticalskære fairways,
for at forbedre græssets vækstbetingelser. Det vil hjælpe lidt, men bedre ville det være, hvis vi
kunne dybde-verticalskære, men det er der simpelthen for mange sten i jorden til. Vi har prøvet,
men maskinen hoppede og dansede og knivene bøjede. (Hvis banen engang måtte lukke – Gud og
kommunen forbyde det – kan der blive en udmærket grusgrav!)

Prikling af greens

Dagen efter klubmesterskaberne, mandag d. 31. august vil greens blive priklet, så det for en gangs
skyld er banens/greenkeeperens skyld, at man treputter.

Ebeltoft Golf Club Polo

Kollektion 2020 kan nu købes i sekretariatet – Abacus – blå og rød – mange størrelser – kr. 399,-.
Ved køb af logo polo går kr. 100,- til klubben. Varelageret er finansieret af Søren Rolner.

 

Kontantløse betalinger i klubben

Som tidligere omtalt fungerer betalingen for fadøl med MobilePay og vi har fået etableret
mulighed for betaling med dankort på automaten for salg af vin, vand og øl.
Lidt ’molboagtigt’ viste det sig, at installatøren fejlagtigt havde indstillet dankortbetalingen til 1 kr.
for hvert køb – dette er nu rettet og de som ikke ville betalt med kort, da det så ud til, at det
kostede 1 kr. ekstra at bruge dankort og derfor købte med mønter – fik ikke den fornøjelse, af få
vand/øl for 1 kr. indtil fejlen blev opdaget.
Vi har bedt leverandøren om kreditnota på de mistede indbetalinger.

Feedback

En klub og den måde den fungerer på, er et udtryk for hele klubbens fælles indsats og involvering
og derfor vil vi i bestyrelsen gerne have tilkendegivelser, gode ideer, ønsker fra alle Jer
medlemmer, som kan hjælpe os i bestyrelsesarbejdet – dog uden at vi dermed kan love at alle
jeres tilkendegivelser vil blive efterlevede/implementerede. Næste bestyrelsesmøde holdes
mandag, den 17. august.

Klub 37+

Søndag, den 9. august blev der afholdt første match for begynderne med efterfølgende spisning.
Der var 16 deltagere og der blev spillet Texas. Tillykke til vinderne: Mathilde Kornum Petersen,
Dorthe Brouer, John Palm Nilsen og Carsten Reinholdt.
Det var en varm, hyggelig og sjov eftermiddag og vi håber at endnu flere begyndere, der har fået
banetilladelse, har tid og lyst til at deltage i næste begyndermatch med spisning, som er søndag,
den 6. september.

Kvadrat Match v/Jesper Grandt søndag, den 23. august

Husk tilmelding til matchen senest den 21. august kl 17.
Der spilles Stableford i 3 rækker med gunstart kl. 9.00

En lille bøn

Vi henstiller meget til Jer alle, at terrassedøre og vinduer bliver lukket, når I forlader klubhuset, da
vi ikke har nogen til at tjekke klubhuset om aftenen inden dørene låses og alarmen aktiveres.

Efterlysning

Vi mangler 1-2 hjælpere til at sælge klubbens tomme dåser og flasker. Vil du hjælpe, så kontakt
klubhusformand Gøsta Knudsen på 3035 8515.

Baneservice

Husk vor baneservice kører rundt med kolde drikke – pas på jer selv her i sommervarmen.

Bestyrelsen
Jette Glargaard