Når banen nu åbnes for spil

Når banen nu åbnes for spil, vil man finde den nyklippet og i pæn stand, selvom den seneste tids nattefrost og kolde tørre vind har fjernet noget af det flotte grønne skær, banen havde i vinter.

Man kan tydeligt se på fairways, at brug af måtter har været obligatorisk, men nu åbner vi for den vanlige vandalisme og tillader spil uden brug af måtte. Husk nu at banen er blevet 2 cm lavere!
Det vil da selvfølgelig glæde os, hvis man lægger tørv på plads, og det er jo egentligt ikke mere besværligt, end det var, at hente den fremskudte måtte.

Der skal stadig spilles fra de hidtidige vinterteesteder, så længe der ikke er mere vækst i græsset. Vi håber, at kunne åbne alle teesteder til Påske; i øjeblikket bliver de dresset og så skal de have lidt gødning for at få gang i væksten.

På grund af den fortsatte risiko for nattefrost, der giver rimfrost om morgenen, må der ikke spilles på banen før kl. 10.00 indtil mandag d. 6. Der er nu saftspænding i græsset, og det giver skadelige sår hvis græsstråene knækkes. Selvom vejrudsigten ikke siger nattefrost, kan der godt være en time eller to sidst på natten, hvor temperaturen bliver så lav i græshøjde, at der dannes rim.

Når greens ser lidt sortsmuskede ud, skyldes det, at de har fået en omgang jern. Nu har de fået gødning og vand og så grønnes de igen.

I øvrigt er den nye fairwaybunker på hul 1 i spil, dog er den nøgne bakke bagved areal under reparation med spilleforbud. Hvis man lander i bunkeren skal man glæde sig over at have slået et pænt lang drive!

Baneformanden