[vc_row][vc_column width=”1/4″ offset=”vc_hidden-sm vc_hidden-xs”][vc_widget_sidebar sidebar_id=”cs-1″][/vc_column][vc_column width=”3/4″][vc_custom_heading text=”Klubbens første 25 år” font_container=”tag:h2|text_align:center” use_theme_fonts=”yes” css=”.vc_custom_1531820990469{padding-bottom: 50px !important;}”][vc_column_text]

Der kan ikke sættes en fast dato for ideen til oprettelsen af »Djurslands Golfklub«, men det står helt fast, at både initiativet og den egentlige foreningsdannelse fandt sted i foråret 1966. »Djurslands«, fordi vi jo dermed henvendte os til alle øst for Århus og Randers. Baggrunden var, at Hotel Hvide Hus der var taget i brug i 1961 som noget helt enestående herhjemme dengang rådede over en 18 hullers golfbane. Den var anlagt sammen med hotellet for dets gæster og med en fastansat træner, Mr. Stonehouse og hans schweitzisk fødte hustru i den lille pro shop og med let servering (stadig for hotellets gæster). Det var i øvrigt byens tidligere zoologiske haves blev kasserer, Benthe Albeck og jørgen eneste bygning, der havde fået en ny anvendelse (som klubhus). Der kom dengang meget få af hotellets gæster på banen og de både kunne spillet i forvejen og havde udstyret. For at få en bedre udnyttelse af banen med en fast kreds af spillere indkaldte HHH direktør Madsen til et orienterende møde på hotellet sent på vinteren 1966, og der var et forbløffende stort fremmøde. Ud fra den meget rimelige betragtning, at tandlæger vidste noget om huller, mente direktør Madsen at min daværende assistent (og senere formand) Jesper Grønlund og jeg måtte være de rette til at stå for opstarten af en klub, hvis medlemmer for en fast afgift pr. år pr. hoved kunne spille løs på hotellets bane og bruge træneren.

Noget betuttede over denne opgave fandt vi ud af det organisatoriske vildnis hos unionen og satte en annonce i dagspressen om demonstration af spillet ved en professionel træner og en rundvisning på banen og håbede så på at der kom rigtig mange og at vejret ville blive godt. Vi var nu henne i april 1966. Der kom kun en snes af dem, der havde været til orienteringsmøde og vejret var luset, men interessen var der. Vi holdt så stiftende generalforsamling 16. april i klubhuset og første formand blev direktør Maaløe fra Grenå. Jesper Grønlund blev sekretær, jeg J. S. Jørgensen var sådan en blanding af spille-, handicap-, match-, baneudvalg og praktiske grise. De tre af os ovennævnte og Lena og Flemming UIttichau, der stadig er medlemmer, var de eneste der havde kendskab til spillet og kunne vise hvilken ende af køllen vi skulle slå med! Vi blev med revl og krat 28 medlemmer. Så var der lidt strid om hvorvidt det var formandens eller trænerens hund der måtte gå løs på banen og så var vi 27 og Jesper Grønlund blev formand og sekretær. Året efter var der to ægtepar der kom at toppes og så var vi kun 23. Da kassereren hørte det, sortnede det for hans øjne. Med et slag var budgettet (der dengang var 6.000 – 7.000, -pr – år) reduceret med ca. 18%. Kontingentet var for juniorer kr. 100,- for 18-25 årige kr. 200,- og for »voksne« kr. 250,-. Heldigvis betalte vi stadig pr. hoved! 1 1968 og 69 var der en lille tilgang for lille. »Ugens tilbud« blev så begrebet »associate members«. Vi sigtede helt klart på, at der var mere prestige i at spille i Arhus eller Randers, men til gengæld havde vi mere plads, en 18hullers bane og den kendsgerning at mange af disse » potentielle medlemmer« i forvejen havde sommerhus herude. Et andet tilbud var en ægtepar rabat for »full members«, og denne kom også til at omfatte dem der levede på polsk, hvis det vel at mærke var et stabilt forhold! (vurderingen af dette var helt og aldeles overladt til kassereren). De helt unge medlemmers kontingent var det også dengang meningen skulle sættes så lavt som muligt. Denne politik gav hen imod 1969 pote. Vi fordoblede medlemstallet til ca. 65 1 1970. Vi valgte entreprenør Per Sinding til formand, fordi han på det tidspunkt alligevel havde en del byggeri herude. Han var en enorm effektiv forhandler, havde øje for banens tarv, kendte en utrolig masse mennesker og kunne skælde ud i fem minutter uden at gentage sig selv. Da han trådte tilbage og overlod posten til Knud Alstrup, fik han, da hans spil ikke var noget at skrive til golfbladet om, de ord med på vejen: »Dine bolde fløj altid kort, lavt og skævt. Din turf og din ånd til gengæld altid højt og vidt!«

Først i 70’erne sluttede klubbens pioner tid, så jeg vil vende tilbage til klubbens hverdag dengang. Foråret 1967 holdt vi den første match. Om formiddagen spillede vi hul 1, 16, 17, 18. Så spiste vi en bedre frokost tilberedt af Mrs. Stonehouse i klubhuset. Der var plads og stole til alle! Så tog vi anden afdeling – hul 1, 16, 17, 18 en gang til, men vi havde slået flere slag hver for sig end ved en normal match i dag. Benthe Albeck var ganske kry. Hul 11 i slag om formiddagen. Hul i – kun 9 slag om eftermiddagen. Spillere fra andre klubber betragtede os i nogen grad og med nogen rette som trampe- og søndagsjægere i det ædle spil, så formand Per Sinding fik indkaldt en del Århus-spillere (hvoraf mange er medlemmer herude siden) til at tage sig af vores »opdragelse« og det lykkedes vist i det store hele. En kvindelig gæst på HHH fra Københavns meget nordlige forstæder havde sneget sig med til en sådan match. På green 4 så hun på mig med mord i øjnene og sagde (i lydskrift): »DI STAHR LIGE I MIN PATTELINJE«. Den tålmodige læser vil forstå at den gik lige ind på lystavlen og DET har jeg sandelig ikke vovet at gøre siden. En anden gang havde et mandligt medlem af klubben (han har nedlagt navneforbud) og jeg til en HHH match fået stukket en meget fin svensk diplomatfrue ud, klædt helt i hvidt en kvælende varm sommerdag. Hun så med foragt på vort udstyr (jeg har  bl.a. en solid kæp til eventuel dressur af løsgående hunde mellem køllerne). Hun plaprede løs om alle de fine baner og alle de fine mennesker hun h.h.v. kom på og spillede med. Ved hul 2 havde vi stadig ikke fået indført et ord, men syntes at vi måtte have tingene på plads, så da »herrerne« havde slået, spurgte min medspiller hende på vej til dame-teestedet med et stort og charmerende smil hvordan tingene så stod til hjemme i gamle Norge. Så var der fred helt hen tå hul 6 (altså det nuværende hul 10). Min makker slog let skævt til venstre ind i skoven, jeg slog pænt ligeud (bortset fra at man Jo ved det hul altid ser den praktiske virkning af tyngdeloven). Han løb med sin vogn i forvejen op bag skoven og så stillede hun sig i position. Turen havde været lidt hård ved makkerens vogn, for lige før hun skulle slå kom hans ene hjul langsomt vaklende, trillende lige 30 meter for næsen af hende, tværs over fairway, som for at vise at tyngdeloven også gælder for hjul der triller. Det var jo ikke ment som en personlig fornærmelse, men det blev sandelig taget sådan. Nu var hun både tavs og gal. Heden var ulidelig og det var samværet efterhånden også. Ved hul 15 tog min medspiller dækslet ved green af og drak af vandingsanlægget og lukkede pænt efter sig. Så lagde damen i hvidt sig på knæ, lukkede op og fra hanen lød et langt, rullende bøvs og så kom der tre, fire liter flydende rust og så kom der absolut ikke mere! Nu var der torden stemning! Efter hul atten stak makkeren halen mellem benene og forsvandt gennem Rønnehaven. jeg blev og holdt stilen, for jeg vidste nogenlunde, at jeg stod til en præmie, men jeg stod sandelig også til en balle fra hendes mand! Og hun var altså så fin da hun kom!

I præmierne var grundstammen de »cylinderformede« fra Holmegård. Senere kom der sponsor gaver til, men i starten havde vi også »Skubberen«. »Skubberen« var et 11/2 meter langt kosteskaft med en 10 x 15 cm. træplade i den ene ende – naturfarvet og med et par røde silkebånd. Den blev hvert år ved generalforsamlingen overrakt sammen med et eksemplar af »How to play golf« til den dårligste spiller, der fik sit navn skrevet på den vi var ganske mange kandidater til den og den var ikke nem at snige sig uset hjem med! Desværre er den forsvundet – muligvis endt på et Sct. Hans bål hos en spiller, der regnede med at få den 3 år i træk.

Banen var enorm stor og ubefolket dengang. Stod man på 10’eren og så nogle ved hul 6 syntes man ligesom indianerne, der så røgen af et bål på den anden side af Rocky Mountains, at der var ved at blive lidt trangt. Det har været en stor opgave for greenkeeper Kjeldsen, men det var godt, at han blev spiller. Det må have givet en fin fornemmelse af hvad der betød noget for spillet og hvad der bare »så godt ud«. En tørkesommer var det grønne nærmest svedet væk og der skulle gødes. Det kneb lidt med bevillingerne og så sendte formand Sinding et hold af sine folk af sted, og de fik da gødet godt ud til siderne også, og de kunne jo ikke vide at det var gjort dagen før af greenkeeperen. Så kom der en 8-dages monsunregn og det blev det år, hvor man i rough havde samme chance for at finde sin bold som for at vinde i lykkelotto. Til gengæld var chancen for at finde sin vogn ret lille; Se den kunne man i hvert fald ikke.

Banen var meget anderledes end i dag. Fairways var halvt så brede som i dag, rough til gengæld dobbelt så høj. Green i var lagt helt til venstre ind mod skoven, indspil foregik over rough. lige i sigtelinien, midt på skrænten efter teested 2 stod et fyrretræ i alt sin pragt og lige i meter efter green (på 2’eren) begyndte savannen. Fra herreteestedet ved 7’eren (nu 11) kunne man om vinteren skimte flaget men greenen var der jo stadig.

Stensamlerdag: En gang om året samlede ALLE sten, der var kommet op i vinterens løb. Det var specielt ved 4. 5. og nuværende 8. fairway. Banen var så lukket for spil, men et hold (meget) unge mennesker kom fistrende alligevel lige forbi formand Sinding, der rettede sig ud og op og holdt et uforglemmeligt »foredrag« af tre minutters varighed om ungdommen af i dag, og så havde vi pludselig en 4-5 unge mennesker mere med enden i vejret! Generalforsamlingen holdt vi de første år i februar i klubhuset, så man vil forstå, at de var meget korte. For yderligere at nedsætte taletiden var foreningen vært med en gratis, iskold øl eller sodavand, noget jeg som kasserer tænderskærende og klaprende måtte anerkende som en slags PR virksomhed. Det har så sandelig ændret sig.

Da vi (også dengang) sommetider havde nogle »sene« betalere var et af de mere festlige forslag til forbedring af likviditeten at dirigenten eller kassereren læste navnene op på de fem der sidst og senest havde betalt kontingent. Bunden ved en februargeneralsamling var nået det år, hvor i alt fire (bestyrelsesmedlemmer) i snestorm enstemmigt vedtog at gå på Molbostuen og spise Dyrlægens Natmad og genvælge sig selv. Stemningen var blevet så god at der gik flere år inden vi ændrede det til først forårsmøder og senere til decembergeneralforsamling.

Efter 25 år må man gerne gøre status og også se frem. I den store sammenhæng står vi nu herhjemme med et spillerantal på vej mod 50.000 mod dengang 6-7.000. Vi står med tilbud fra Hedeselskabet og en pensionskasse om at de vil komme og lave en golfbane i hver eneste dansk kommune. Vi står med nogle spillere, der i international sammenhæng er i eliten og Steen Tinning havde gået på banen som 3-4 årig med Svend, der var den allerførste træner! Her i klubben står vi med mere end 500 medlemmer, der myldrer rundt på banen. Vi står med en sport og en interesse, hvor vi ser alle aldersklasser repræsenteret. Alene derved adskiller vi os jo meget fra andre sportsgrene, som man hurtigt føler sig eller er for »gammel« til. Og vi myldrer (undskyld udtrykket) rundt i fuld sving sammen i matcher eller alene hvis det er det man vil. Og ligegyldigt, hvor vi står og ser os omkring er omgivelserne meget smukke og hele tiden med lidt andre farver eller belysninger end der var for bare en uge siden.

I øjeblikket gynger skuden (og det gjorde den sandelig også de vel 20 år jeg var i bestyrelsen eller som revisor åndede den i nakken), men jeg kan ikke tro at den synker. Og for at blive i det billede – hvis den nu alligevel skulle synke, så ligger der faktisk 2-3 »redningsbåde«, hvoraf de to endnu ganske vist er på bedding. Hvis det værste skulle ske. ligger de lige i nærheden og DET er et helt nyt perspektiv’

Vi har tidligere været i værre situationer helt uden alternativer. Så TILLYKKE gamle klub og tak for mange gode timer, oplevelser og bekendtskaber og god vind fremover!

Steffen Holm

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row css_animation=”fadeIn”][vc_column][trx_content animation=”fadeIn” top=”xlarge” bottom=”small”][trx_title type=”2″ align=”center” top=”null” bottom=”tiny”]VORES SPONSORER[/trx_title][trx_section font_size=”1.286em” font_weight=”100″][vc_column_text el_class=”crtext”]

Tak til alle der støtter vores klub!

[/vc_column_text][trx_iconseparator icon=”icon-vectorsmartobject” color=”#666769″ font_size=”3.3em” font_weight=”100″ class=”icons1″][/trx_section][/trx_content][rev_slider_vc alias=”sponsorSlider”][/vc_column][/vc_row]