Prøv golf gratis! Flere end 130 golfklubber holder åbent hus i april.
Golfens Dag bliver i år afholdt søndag den 14. april 2024. Golfens Dag er et landsdækkende og tilbagevendende åbent hus-arrangement, hvor 137 danske golfklubber slår dørene op og inviterer alle interesserede til at prøve golf.
Både børn og voksne er velkomne til at kigge forbi, få en introduktion til spillet, slå en masse slag og få en lille forfriskning. Golf kan spilles af alle på tværs af alder, køn og niveau takket være det særlige handicap-system og nemme introduktion.
Golfklubberne arrangerer det hele for jer. De står klar med alt, du skal bruge for at komme i gang. Det eneste, du skal have med, er fornuftige sko og tøj, som matcher vejret og som du kan bevæge dig i.
Det er forskelligt fra golfklub til golfklub, hvad der er på programmet på Golfens Dag. Typisk er det et par timer med både introduktion, træning, spil og konkurrencer.
Programmet for dagen i Ebeltoft Golf Club:
- Vi mødes kl. 13 til nogle hyggelige timer og slutter med en forfriskning kl. 15.30.
- Velkomst på golfklubbens terrasse.
- Kort info om golfklubben og hvad der skal ske.
- Pro Kennett Sørensen instruerer i golfspillets forskellige elementer – lang- og kortspil samt putting.
- En lille times tid hvor du kan prøve at slå til golfbolde.
- Putte konkurrence – vind et prøvemedlemsskab.
- Præmieoverrækkelse og orientering om medlemskab.
- Afslutning med hygge – vi siger tak for i dag, med samling på terrassen, hvor klubben er vært for en forfriskning.
Du kan blive prøvemedlem og deltage i et begynderforløb med henblik på at erhverve golfkørekort. Dette er en fantastisk mulighed for at lære spillet og møde nye mennesker.
Spiller du allerede selv golf?Benyt anledningen! Tag venner og familie med i en klub nær dig og introducér dem til verdens bedste sport.