25.8.2021 Kære klubmedlemmer

Et brag af en finale i Djursland Turneringen
Norddjurs Golfklub, Grenaa Golfklub og Ebeltoft Golf Club deltog i turneringen.
De ti bedste fra hver af A, B og C rækkerne fra Djursland Turneringen afholdt i de 3 klubber den 2. maj deltog i finalen, der blev afholdt i Grenaa Golfklub søndag, den 8. august med i alt 90 deltagere – 30 fra hver klub.
Turneringen var sponseret af Sparekassen Kronjylland, Nem Forsikring og Sparinvest.
Dagen startede med regnvejr, men efter en udsættelse på 30 minutter for matchstart blev det dejligt golfvejr.
Sparekassen Kronjylland servicerede spillerne på banen med drikkevarer og lidt sødt og da spillerne kom i klubhuset var sponsorerne vært ved en dejlig buffet efterfulgt af overrækkelse af flotte præmier til dagens vindere.

Ebeltoft Golf Club stillede med 30 spillere ud af de 90 der deltog og vore klubmedlemmer klarede sig rigtig godt – Ebeltoft Golf Club løb med 6 af de 13 præmier – imponerende.
Brigitte Kambeck fik længste drive på hul 18 blandt damerne
Ellis Højgaard var nærmest flaget på hul 4 blandt damerne
Flemming Schütt var nærmest flaget på hul 4 blandt herrerne
I C række blev Carsten Moth nr. 1 med 40 point
I C rækken blev Kaj Jensen nr. 3 med 35 point
I B rækken blev Flemming Schütt nr. 3 med 38 point

En helt ny Djursland Turnering som forhåbentlig kan blive gentaget i 2022 og blive en tradition med finale på skift mellem de 3 golfklubber.

KVADRATmatch med suveræne vinderscores
For mere end 10 år siden startede et samarbejde mellem KVADRAT og Ebeltoft Golf Club om en årlig sensommer match. En match der er åben for alle der er medlem af en golfklub og ikke mindst for Ebeltoft Golf Clubs medlemmer.
2021 matchen blev holdt søndag, den 15. august med 60 tilmeldte golfspillere.
Matchen var en individuel match, hvor der blev spillet Stableford i 3 rækker opdelt efter handicap. Matchen startede kl. 9 efter alle deltagerne havde fået udleveret scorekort af matchlederne Søren Elming og Kresten Riis Jensen.
Efter 4 timers golfspil i grupper af 4 og i godt vejr, samledes alle ved Ebeltoft Golf Clubs klubhus for socialt samvær, lidt at spise og drikke og afventende annoncering af matchens resultater
Jesper Grandt fra KVADRAT, som selv deltog i matchen, overrakte de flotte præmier fra KVADRAT til vinderne.
Vinderen i A rækken var Poul Svendsen med 41 point
Vinderen i B rækken var Kirsten Mouritzen med 45 point
Vinderen i C rækken var Elisa Simonsen med 47 point
Gitte Sejersen fra Bestyrelsen takkede turneringslederne for indsatsen og KVADRAT
for det gode samarbejde med Ebeltoft Golf Club, som ser frem til næste års KVADRATmatch

Ebeltoft Golf Clubs Klubmesterskab 4. og 5. september 2021.
Nu er det tid til årets Klubmesterskab – en fornem turnering hvor klubmester i damerækken og herrerækken skal findes.
Derudover er der 3 rækker for både damer og herre hvor Senior mester (fra 50 år) – Veteran mester (fra 60 år) og Superveteran mester (fra 70 år) skal findes.
For at en række kan tælle i de aldersbestemte rækker, skal der være mindst 4 deltagere i rækken.
I Klubmesterskabet Dame/Herre, skal der kun være 3 deltagere, for at mesterskabet er tællende.

Kom med – tilmeld dig – det bliver en sjov og spændende weekend!
Turneringen er gratis at deltage i og fristen for tilmelding til Klubmesterskabet er torsdag d. 2 september kl. 17.
Hvis en aldersbestemt række ikke er tællende, fordi der ikke er mindst 4 deltagere, deltager du automatisk i Dame/Herre Klubmesterskabet – så alle har mulighed for at blive klubmester. Juniorer deltager i enten Dame- eller Herrerækken.

Klubmesterskabet afvikles over to dage, lørdag og søndag den 4. – 5. september med løbende start begge dage fra kl. 9.00. Laveste handicap i damerækkerne starter ud først, efterfulgt af herrerne. Der spilles slagspil og uden handicap.

Søndag, den 5. september afholdes der ’Klappematch’ sponseret af Nybolig

Efter deltagerne i klubmesterskabet er sendt ud, vil deltagerne i ’Klappematchen’, hvor der spilles Stableford, blive sendt ud ca. 20 min efter i en Gunstart fra hullerne 1-18-17-16-15 etc. – afhængig af hvor mange der deltager. Tilmelding til ’Klappematchen’ skal ske senest torsdag, den 2. september kl. 17 og det er gratis at deltage.
Deltagere i Klubmesterskabet deltager ikke i ’Klappematchen’.
For de morgenfriske vil der søndag, den 4. september være morgenbrød og en kop kaffe fra kl. 7.30 – 9.00 som klubben er vært for.
Efter matcherne vil der blive tændt op i grillen, så der er mulighed for at købe en pølse med brød.
Der vil være præmier til vinderne i begge matcher og antallet af præmier er afhængig af antal deltagere.

Pro-Am har 20års jubilæum i år og afholdes fredag, den 17. september.
Sæt kryds i kalenderen og kom på golfbanen og se de mange deltagere – 20 hold – både professionelle og amatører – DET BLIVER EN FEST!
Kom og vær med og hep på dit favorithold.
Igen i år er der en bil på højkant ved Hole-in-one på hul 15 sponseret af Volkswagen Grenaa.
Der er mulighed for at købe drikkevarer og lidt spiseligt ved Tee 11.
Turneringsledere: Henrik Krogh, Poul Svendsen, Stephen Andersen & Flemming Schütt.

Sikring af klubhuset og buggy parkeringen
Klubben har fået etableret nyt alarmsystem som er væsentlig lettere at håndtere end det gamle. Det viste sig, at det gamle system var udtjent. Der er opsat ny videoovervågning inde i klubhuset på begge etager. For at sikre buggierne på parkeringspladsen, er der lavet videoovervågning og opsat bevægelsesstyrede projektører, som mangler færdigjustering.
TAK til Holmriis som har doneret arbejdstimerne til Ebeltoft Golf Club.

Kursus i førstehjælp/hjertestarter.
Et klubmedlem har kontaktet bestyrelsen og oplyst at ville sponsorer et førstehjælps/hjertestartskursus. Det omtalte kursus er aflyst og bestyrelsen afventer stillingtagen fra sponsor.

Grenaaspiller laver Hole-in-one på vor bane
Niels Hindborg lavede mandag, den 23. august drømmeslaget på hul 9 på Ebeltoft Golf Club. Niels, som på dagen spillede sammen med Søren Elming, kender vor bane rigtig godt, da han startede med at spille golf i vor klub. Tillykke til Niels med det flotte slag.

Bestyrelsen
Jette Glargaard