Nye spillere på banen

Mange af vores prøvemedlemmer er nu kommet så langt, at de har fået banetilladelse. De har dermed fået et gult medlemskort med medlemsnummer og adgang til at booke starttider i Golfbox. Når de bliver fuldt medlem til næste år, får de det normale DGU kort, som også giver adgang til at spille på andre baner.

De nye spillere er selvfølgelig lidt langsommere og slår lidt flere skæverter, end (de fleste) af vi ”gamle” spillere.  Vi anbefaler de nye at spille fra rød tee i starten og på mindre travle tidspunkter f.eks. fredag, lørdag og søndag eftermiddage, og at vinke igennem, når nogen nærmer sig bagfra. Men de må selvfølgelig, som alle andre, spille når det passer dem bedst.

Som ny spiller kan man godt føle sig lidt presset ude i trafikken; det har vi alle prøvet, selvom vi ikke kan huske det. Derfor vis lidt tålmodighed, venlighed og hjælpsomhed overfor de nye, til gavn for dem, for klubben og dermed for dig selv.

Bestyrelsen